Sådan briefer du en tekstforfatter (Inkl. skabelon)

Du har travlt. De der tekster til hjemmesiden, nyhedsbrevet, er ikke ligefrem det mest sexede, som du har stående på din to-do liste. Så det outsourcer du.
… men bliver det nu lige så godt, som hvis du selv havde skrevet det? Bliver det præcis, som du havde i tankerne?

Alt for ofte er svarene på disse spørgsmål desværre nej. Og det skyldes ikke altid, at den valgte tekstforfatter ikke er dygtig. Det skyldes desværre, at opgaveformuleringen ikke har været grundig nok.

Så lad mig gøre det nemt for dig. Jeg har sat mig ned de sidste tre dage. Skriblet og skrablet. Skrevet og lavet skabeloner.

Udelukkende for at du skal slippe for at gøre det.

Så here you go. Her er din komplette guide til, hvordan du bedst muligt briefer din tekstforfatter – og sikrer dig, at du får det, du vil have.

Download vores skabelon til, hvordan du briefer din tekstforfatter her.

Generelt for al type tekstforfatning

Ethvert godt samarbejde starter med et grundigt stykke forarbejde. Det vil spare både dig og tekstforfatteren for tid, frustration og misforståelser.

Så lad os starte med det basale. Giv din tekstforfatter et overblik over afsenderen. Inkluder:

  • Præsentation af firma/produkt/service/side
  • Tekstens type og formål
  • Tekstens indhold og formalia
  • Sprog og målgruppe
  • Inspirationskilder

1. Præsentation af firma/produkt/service

Kontekst er vigtigt. For at give din tekstforfatter en grundlæggende forståelse for det han eller hun skal skrive om, er det ideelt med en kort introduktion til både din hjemmeside og det, der skal skrives om.

Blandt andet er det vigtigt at nævne, om der sælges B2B eller B2C. Er det til en affiliate side, hvor afsenderen skal forholde sig objektivt, eller er det til jeres blog, hvor I skal fremstå som eksperten?

Dette afsnit bør ikke fylde meget, men det danner en god basis for tekstforfatteren.

2. Tekstens type og formål

Tekstens type og i særdeleshed formål er vigtige elementer af din brief. Det er afgørende for, hvordan din tekst kommer til at se ud, at tekstforfatteren rent faktisk ved, hvor teksten skal bruges. Tekstens type kan blandt andet være:

  • Produkt-/kategoribeskrivelse
  • Landingsside
  • PR-arbejde
  • Blogindlæg
  • Hjemmesidetekst
  • Mailserie
  • Tekst til sociale medier
  • E-bøger

Hvad er formålet med teksten? Skal den sælge dit produkt? Skal den lede videre til en lead magnet, eller skal den blot informere og indgå som en del af jeres content marketing?

Jo tydeligere, du gør dette fra start, jo færre spørgsmål skal du besvare fra tekstforfatteren løbende.

3. Tekstens indhold og formalia

Indhold og formalia vil være det punkt, der skal gås mest i dybden med, hvis du vil have tekster efter dit hoved. Rammerne er sat, men nu skal vi have fyldet sat ind, og her skal du være behjælpelig med så mange informationer som muligt.

Vi starter med opsætning. De fleste tekstforfattere, inklusiv os selv som bureau, ved godt, hvordan en tekst sættes pænest op, så indholdet er både logisk opbygget og visuelt appellerende.

Men har du specifikke krav til teksten, skal disse elementer overvejes:

  • Tekstens længde (har også ofte betydning for prisen)
  • Brug af overskrifter og underoverskrifter
  • Skrifttype og skriftstørrelse
  • Primære og sekundære søgeord
  • Hvem skal der skrives som, og hvem skal der skrives til (vi, os, jeg, du, I, jer osv.)? Eller skal teksten være objektiv og faglig uden modtager/afsender?
  • Skal der løbende henvises til ekspertkilder i løbet af artiklen?
  • Ønsker du, at der skal indsættes billeder i artiklen?

Herefter kigges der på selve indholdet af teksten, og hvilke informationer der skal indgå. Ofte foretager tekstforfatteren selv research (vi gør i hvert fald), men nogle produkter, koncepter eller services kan være ret tekniske. Derfor kan det være nødvendigt med tillæg af ekstra informationer som eksempelvis:

  • Særlige praktiske forhold ved at benytte netop din virksomhed (levering, pris, koncept)
  • Hvilke unikke fordele, dit produkt kan tilbyde
  • Kort forklaring af eventuelt tekniske detaljer
  • Bestemt terminologi, der bruges vedrørende det specifikke produkt

Sidder du inde med noget, som bare skal med i teksten – så nævn det endelig. Jo mere konkret du er, jo nemmere er det også for tekstforfatteren at skrive teksterne.

Det kan sagtens være, at du ikke har så stærke holdninger til ovenstående - og det er også helt okay. Men såfremt du har, er det bedre at gøre det klart før arbejdet begyndes.

4. Sprog og målgruppe

Du har højest sandsynligt en klar idé om, hvordan sproget skal være i teksterne. Om det skal være meget ungdommeligt, mere formelt eller om tekstforfatteren simpelthen har frie rammer hertil. De fleste store virksomheder har en klar brand manual eller tone of voice, som de ønsker at ansatte og samarbejdspartnere skal forholde sig til.

Her er lidt eksempler på, hvordan det samme budskab kan leveres på forskellige måder alt efter sproget.

  1. Fagligt, officielt og klinisk
    Eksempel: “En tekstforfatters daglige virke kan indebære alt fra udformning og produktion af originale tekster til optimering og korrekturlæsning af udvalgte segmenter”
  2. Professionelt, neutralt og simpelt
    Eksempel: “Som tekstforfatter har man en sjov hverdag, hvor man kan få lov til at lege med ord og sprog bag skærmen. To arbejdsdage er aldrig ens, og man bliver konstant udfordret med nye og anderledes kunder – og det er sådan, vi kan lide det”
  3. Preativt, udfoldende og udfordrende
    Eksempel: “Ny virksomhed, ny tekst, nye krav. Livet som tekstforfatter byder på farverige formuleringer og grammatisk grundighed. Hvad kan vi gøre for dig?”

Hvordan du tænker, at du bedst rammer din målgruppe, er op til dig. De fleste tekstforfattere har dog helt sikkert deres holdning til det, og det er en af grundene til, at de arbejder med det, de gør. Så indled en dialog med din tekstforfatter, og hør vedkommendes take herpå.

5. Inspirationskilder

Er der indhold på nettet eller andre steder, som du synes godt om? Giv tekstforfatteren nogle inspirationslinks og fortæl ham, hvad du så godt kan lide ved siderne. Det giver et stort fingerpeg om, hvilken retning der skal tages. Ofte er der rigtig meget inspiration at hente fra engelske hjemmesider – selv om de mest niche og tekniske emner.

Ved at være bevidst om, hvad du gerne vil have, hvordan du gerne vil have det, og hvad det skal bruges til – og kunne formulere dette i en tekstbestilling til din tekstforfatter, sparer det jer begge for en masse spildtid. Selvom det måske kan virke omfattende at stykke sådan en bestilling sammen, så gør du i sidste ende både dig selv og tekstforfatteren en tjeneste.

Vil du lære mere om content marketing?

Gør som mere end 2.000 andre marketers og tilmeld dig vores nyhedsbrev. Hver uge gør vi vores bedste for bare at gøre dig en smule klogere på content marketing.

Fedt! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.
Hovsa. Der gik noget galt. Prøv lige at tjekke din e-mail en ekstra gang.
Få styr på jeres kernefortælling

Vil du lære, hvordan selv laver content markedsføring?

Heldigt for dig. Jævnligt prøver vi at tømme vores hjerner og transformere tanker til håndgribelige whitepapers, der hjælper dig med at gøre det hele selv. Download det seneste her. Eller se alle de andre, vi har skrevet herunder.

Et portræt af Kristian Scharling, der smiler til kameraet.

Lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe jeres virksomhed.

Kristian Scharling
Founder
Navn
E-mail
Telefonnummer
Din besked
Send din besked

Din besked er nu sendt. Vi vender tilbage hurtigst muligt 👋🏼

Ups! Der gik noget galt under indsendelse af formularen.