Den komplette guide: Sådan skriver du blogindlæg, der holder dine læsere i et jerngreb

Blogindlæg. Artikler. Tekster.

Uanset hvad du kalder det, kan det være angstprovokerende at skrive ét, hvis du ikke er helt på hjemmebane i det.

For hvordan skriver man et blogindlæg, som ens målgruppe rent faktisk gider at læse?

Det får du svaret på her. Vi serverer dig den komplette guide til, hvordan du skriver et blogindlæg, som dine læsere elsker. Også selvom du ikke er den fødte tekstforfatter.

I en endeløs strøm af budskaber, reklamer, kommunikation og generel markedsføring er kampen om publikummets dyrebare tid hårdere end nogensinde før.

Jeg tager dig med helt fra start, hvor du skal finde dit emne og din stemme, til hvordan du strukturerer dit blogindlæg, så du holder din læser i et jerngreb fra start til slut. Og her kommer vi selvfølgelig også omkring dit blogindlægs layout, så du også formår at forkæle øjet med dit blogindlæg.

Find pennen frem - og så er vi ellers klar til at gå i gang.

Indholdsfortegnelse [vis]

Sådan skal dit sprog være, når du skriver blogindlæg

Sproget i din tekst er det, der viser din personlighed. Men skal sproget så være akademisk og stift? Kan det blive for personligt? Eller er det dumt, at det er skrevet som talesprog?

Spørgsmål kan der være mange af. Og hvis du ikke har skrevet en masse blogindlæg før, er det især let at blive i tvivl om, hvad der er det rette at gøre.

Men om lidt får du svaret – én gang for alle.

Manden, der sidder og skriver denne tekst, er mig, Kristian.

Jeg har ingen fin universitetsuddannelse eller anden form for akademisk baggrund – og det har faktisk reddet min røv mange gange som tekstforfatter.

Hvorfor, tænker du måske?

Fordi jeg aldrig har lært, hvordan man skriver akademikersprog – og har du lært det, så giver jeg dig lige fem minutter til at glemme alt, hvad du har lært (eller i hvert fald noget af det).

*5 minutter senere*

All right. Er vi ved at være klar igen?

Så lad os hoppe til sagen. Når du skriver tekster, skal du skrive, som du taler.

Lad din personlighed skinne igennem.

Brug de skøre udtryk, som kun du bruger, og lad det være tydeligt, at det er dig, der står bag teksten. Det gør din tone of voice unik og genkendelig. Samtidig med, at det bliver lettere for dig at skrive i et naturligt sprog – og læseren får lov at mærke, at der er en virkelig person bag.

Og ved du hvad? Du må godt bruge helt klassisk talesprog, når du skriver.

Når du på et tidspunkt føler dig mere hjemmevant i at skrive tekster, kan du foretage dig enkelte justeringer til det skrevne sprog i forhold til dit talesprog. Men det lader vi ligge for nu.

Sådan finder du de gode emner, der gør det let at skrive (og fedt at læse)

Du har sat dig ned. Trykket stemplet i stempelkanden i bund. Hældt et skvæt kaffe op.

OG….

Du ved ikke, hvad du skal skrive om. Du vil så gerne bare skrive – men om hvad?

Det er en problemstilling, alle kender. Så lad mig give dig nogle nemme værktøjer til, hvordan du finder emner.

Skriv om noget, dine læsere interesserer sig for

Ovenstående kan lyde lidt banalt. Men hæng på.

Det, der ofte sker, når man vil skrive eller snakke om noget på vegne af sit arbejde, er, at man skriver om det, man selv synes er allermest interessant.

Problemet?

Det er sjældent det samme, som det dine læsere synes.

Så hvordan finder du ud af, hvad dine læsere (og kunder) synes er spændende?

Du bruger det store vide internet.

Her er 3 værktøjer, der gør det nemt at finde emner, din målgruppe vil elske at læse om

1) Answerthepublic.com

Answer The Public har i mange år været mit go-to tool, hvis jeg skulle bruge inspiration til, hvad jeg skulle skrive om.

Det er ret nemt. Du skriver det emne ind, som du gerne vil skrive om. I nedenstående eksempel “cykelstel”. Ud kommer der uendeligt mange konkrete emner, du kan skrive om.



Hæng påhvorfor det er så smart at tage de her meget specifikke emner, som læseren efterspørger, skal jeg nok forklare lidt mere om senere i denne artikel.

2) Storybase.com

Husker du din første store kærlighed fra gymnasiet?

Du ved. Vedkommende, du kiggede tværs over skolegården efter. Vedkommende, du krydsede fingre for ville møde dig i fredagsbaren.

Det gør jeg i hvert fald. Men det skal ikke handle om mit kærlighedsliv nu.

I stedet skal det handle om min første store kærlighed i online marketing-faget. Storybase.

Åhh StoryBase.

Et program, der har været min faste kompagnon siden september 2015 – og der er ikke gået én arbejdsdag, hvor jeg ikke har brugt det.

Storybase.com er et danskudviklet stykke software, hvor du både kan se demografien, relaterede emner og konkrete spørgsmål relateret til det ord, du skriver ind.

Dertil kan du se, hvor mange der hver måned søger på de enkelte emner.

Det betyder, at du på få minutter får et indblik i, hvor stor interessen er for det enkelte emne – og hvilke emner du ellers kunne komme omkring i din artikel.

3) Google.com

Google.com. Du kender det.

Det er den absolut nemmeste måde at gå fra et helt overordnet emne til at få konkretiseret, hvad dine læsere synes er spændende.

Her ser du igen eksemplet med cykelstel, der er meget overordnet – og så får vi ellers en række mere specifikke forslag til, hvad brugerne interesserer sig for. Og når du så har trykket enter, kan du se, hvilket slags indhold der ranker godt på netop dét søgeord. Og her er det ligeledes tonsvis af inspiration.

Hvis ikke du bruger disse online tools, kan en smart måde at få inspiration på også være at tænke tilbage på, hvilke spørgsmål dine kunder ofte stiller dig.

Hvis ikke selv du ved det, så spørg dine kolleger i kundeservice eller nogle af de sælgere, der eventuelt måtte være i virksomheden. De kan lynhurtigt komme med en række relevante emner, som dine læsere ønsker mere information om.

Sidst, men ikke mindst, kan du lade dig inspirere af, hvad andre i din branche gør. Få inspiration fra 7 dygtige virksomheder her.

Strukturér dine blogindlæg og hold overblikket

Så langt så godt.

Du har nu styr på, hvordan dit sprog skal være – og du ved, hvordan du finder ud af, hvad du skal skrive om.

Hvad så nu?

Inden du bevæger dig meget længere i dit projekt, skal du have lagt en plan for dit blogindlæg.

Først og fremmest skal du gøre op med dig selv:

Hvad ønsker jeg, at min læser skal have ud af dette indlæg?

Det kan være, at de skal få svar på en problemstilling, at de skal begynde at reflektere over et emne – eller bare blive oplyst om et givent emne. Når du har et formål med dit indlæg, har du langt nemmere ved at stikke en retning ud for dit indlæg.

Derefter kan du udarbejde en konkret plan for, hvordan dit blogindlæg struktureres.

Et blogindlæg-eksempel kunne se ud som den, jeg har brugt heri:

Introduktion
– Derfor er det svært at skrive blogindlæg
– Det skal vi lære i dag

Underoverskrift: Sådan skal dit sprog være
Glem alt, du lærte på universitetet
– Brug talesprog

Underoverskrift: Sådan finder du de rette emner
– Introducer online tools
– Snak om kundeservice og medarbejdere

Underoverskrift: Sådan strukturerer du dit blogindlæg
– Derfor er struktur vigtigt
– Vis eksempel på en struktur

Underoverskrift: Sådan inviterer vi Google med til festen
– Brug af søgeord i overskrifter
– Så lange skal tekster være

Underoverskrift: Husk nu CTA
– Hvad er en CTA?
– Gode eksempler på CTA
– Opsummering

Underoverskrift: Det har vi lært i dag (konklusion)
– Opsummering af de enkelte punkter
– Call to action

Hold din læsers opmærksomhed – 3 hurtige tips

Sådan!

Sproget er på plads. Emnerne er på plads. Strukturen er på plads.

Nu er du klar til at skrive!

Men inden du går alt for godt i gang, kommer her 3 nemme råd til, hvordan du holder dine læseres opmærksomhed, så de faktisk gider at læse det til ende. Og her er dit blogindlæg-layout en kæmpe spiller for den endelige målscore hos læseren.

Råd #1: Skriv med “luft” i din tekst

Det vil sige korte afsnit, hyppige linjeskift og generelt en tekst, der er let at overskue.

Vi sidder ofte på mobilen, når vi læser indlæg – og så kan selv fem sammenhængende linjer se uoverskuelige ud.

Lav dertil en hel masse overskrifter i din tekst, så den er nem at finde rundt i.

Råd #2: Brug formatering i din tekst

Når vi læser tekster på internettet, har vi travlt. Derfor nægter de fleste af os at læse indlæg fra ende til anden. I stedet skimmer vi og ser, om der er noget, der fanger vores opmærksomhed – alt sammen i jagten på det, vi leder efter.

Er der nogle vigtige pointer, du gerne vil fremhæve for læseren? Så brug formatering i teksten.

Dertil kan du med punktopstillinger også sikre, at teksten bliver endnu nemmere at overskue for læseren, så de hurtigt kan få svar på netop det, de leder efter – og det giver pluspoint på din konto.

Råd #3: Inkluder billeder eller video i dit indlæg

Lige så meget som jeg elsker det skrevne, så hader jeg, når det er det eneste, der er at se på.

Så inkluder nogle relevante billeder eller video, der kan være med til at bryde indlægget op og gøre det hele lidt mere appetitligt. Det vil dine læsere belønne dig for.

Sådan skriver du dit blogindlæg

All right. Nu kan jeg snart ikke holde dig hen længere.

Vi skal til at skrive.

Men hvordan gør vi det effektivt. Og hvordan er vi sikre på, at det, vi skriver, er godt?

Mit bedste råd til dig er, at du bare sætter dig ned og skriver løs.

Slå så vidt muligt hjernen fra hvad angår det livlige sprog og sætningskonstruktioner. Du har selve strukturen for blogindlægget på plads – nu skal du bare have noget kød på.

Brug eksempelvis pomodoro-teknikken, hvor du skriver i 20 minutter og får 5 minutters pause.

Jo længere du kan nå i én “sitting” jo bedre.

Når så selve grundformen er på plads, så læg teksten fra dig. Lad den måske ligge helt ind til næste dag og sæt dig og poler teksten. Her kan du renskrive de enkelte afsnit, tilføje sproglige finesser og lege med formateringen.

Men hvorfor gør jeg ikke bare det i første omgang?

Det er et helt fair spørgsmål. Og relevant.

Grunden til, at jeg fraråder dig det, er, at du kommer til at ødelægge dit flow. Du kommer aldrig ind i en rytme, hvor ordene skriver sig selv på dit tastatur. I stedet har din hjerne gang i at lave fire forskellige ting på én gang.

Sådan inviterer du Google med til festen

Jeg var meget kort inde over det tidligere – og jeg vil ikke bruge alverdens energi på det her heller. Men jeg kan alligevel ikke helt lade være.

Vi skal have Google med til festen

Når du skriver blogindlæg, vil du jo rigtig gerne have, at de bliver læst. Og helst af så mange som muligt.

Den perfekte løsning ville endda være, hvis de kom helt automatisk, måned efter måned – uden, at du skulle røre en finger. Og her kommer vi bare ikke uden om Google.

Første step på vejen til at gøre det er, at vi skriver om noget, som folk søger efter. Den del lærte du i afsnit to.

Følger du dertil mine råd om at strukturere dit blogindlæg og bruge en række overskrifter i teksten, er vi rigtig godt på vej.

Men her kommer alligevel 5 hurtige råd til, hvordan du gør din tekst endnu mere indbydende for Google.

Brug dit søgeord i dine overskrifter

Ved at inkludere dit søgeord i nogle af dine overskrifter (ikke nødvendigvis alle), sender du et tydeligt signal til Google om, at din artikel handler om netop dét søgeord.

Henvis til andre kilder, der giver mere information

Ofte kan man finde mere information om et givent emne, som du måske kommer omkring men ikke kan skrive udtømmende om i dit indlæg. Fremfor blot at lade det stå hen i det uvisse, så link ind til en kilde, hvor læseren kan få endnu mere info.

Det giver en god brugeroplevelse, og så er det et positivt signal i Googles øjne.

Skriv metabeskrivelser, som folk gider trykke på

En af de lavthængende frugter, når det kommer til at opnå flere besøgende fra Google, er at skrive nogle gode meta-beskrivelser, som folk har lyst til at trykke på.

Ovenfor har jeg linket til et indlæg, hvor du kan lære præcis, hvordan du skriver dem.

Skriv udtømmende om et givent emne

Lige så længe som jeg har arbejdet med online markedsføring, har der været en direkte sammenhæng mellem længden af artikler, og hvor højt de rangerer.

Det skal ikke forstås som, at du bare skal skrive en masse fyld. I stedet skal du skrive udtømmende og om “alt”, der måtte være relevant om det givne emne.

Invester ekstra tid i dine overskrifter

Når folk læser online, så læser de ikke – de skimmer teksterne. De leder efter genkendelige ord og overskrifter, der kan hjælpe dem med at finde svar på deres spørgsmål hurtigst muligt. Så brug gerne ekstra tid på at skrive nogle fængende overskrifter – det er din tid værd.

Få vores komplette guide til SEO-tekser, som Google belønne dig for her.

Åhh, vi må ikke glemme at fortælle folk, hvad de skal gøre nu

Når du har investeret så meget tid i dit forbandede gode indlæg, skal vi ikke bare lade festen slutte der. Du har skrevet indlægget af en grund. Der er noget, du gerne vil opnå – og læseren kan hjælpe dig.

Du skal bare fortælle dem, hvad de skal gøre.

Måden du gør det på, er ved at lave en “CTA” – en call to action. En sætning, der skal fortælle læseren præcis, hvad de skal gøre. Det kunne være “Kontakt os nu” eller “Meld dig til vores nyhedsbrev og (..)”.

En call to action er også, når du har en knap på en webshop, hvorpå der står “Køb nu”.

Typisk vil du i blogindlæg se en CTA i slutningen – men de kan lige så vel optræde i løbet af indlægget.

MEN.

Hvordan skriver du en CTA, der får læseren til rent faktisk at gøre, hvad du beder dem om?

Her kommer tre eksempler på tre forskellige typer CTA – inklusive guides til, hvordan du laver dine egne.

3 typer CTA, du kan bruge i dit blogindlæg

Det mest attraktive er, selvfølgelig, at gå efter den “hårde” konvertering. At få læseren til at købe noget, kontakte en eller på en tredje måde lede dig tættere på at lave forretning med læseren.

Men der er også andre typer “action”, læseren kan tage.

Her kommer 3 forskellige typer CTA, du kan bruge i dit blogindlæg.

CTA #1: Led læseren ind på endnu et blogindlæg

Når du har fanget læserens opmærksomhed, så lad den ikke gå tabt. Du kan henvise til endnu et blogindlæg eller andet på din hjemmeside, der måtte give læseren værdi.

Eksempelvis som jeg har gjort i vores case om Erhvervshjemmesider.dk

Her leder vi læseren videre og fastholder dem på hjemmesiden med en anden artikel, som er relevant for dem lige nu og her. Du kan både henvise til uddybende information eller til noget relateret, der måtte være interessant for læseren.

CTA 2: Få læseren over på dit nyhedsbrev

At lave en hård konvertering ud fra et blogindlæg er en udfordring – men en lidt nemmere konvertering er at få din læser til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.

Her er et eksempel fra vores venner hos Grafikr, der gør det på en elegant måde ⤵


Denne boks skiller sig ud fra resten af deres blogindlæg, og så formår de at sætte ord på præcis, hvilken værdi de giver, hvis man foretager den “action”, de ønsker.

CTA 3: Få læseren til at dele dit indlæg

Der er ingen bedre ambassadør for dit indlæg end glade læsere. Har du givet så meget værdi, at de kunne have lyst at dele det med deres netværk, så gør det nemt for dem.

Her er et godt eksempel fra Zetland, der gør det super nemt for læseren at dele. Dertil underbygger de det med social proof om, at der er mange andre, der også har anbefalet indlægget ⤵

Det, de 3 eksempler har tilfælles:

En god CTA kan se ud på rigtig mange forskellige måder.

Men det, de bedste CTA’er har tilfælles er:

  • De viser, hvordan læseren kan løse den udfordring, der ledte dem ind på blogindlægget til at starte med. Eksempelvis ved at tilmelde sig dit nyhedsbrev, downloade en e-bog eller booke et møde med dig.
  • De gør det klart og tydeligt, hvad læseren skal gøre. Det handler om at gøre det så nemt for læseren som muligt, så du ikke mister dem undervejs. Vil du have dem til at kontakte dig? Så skriv dine kontaktinformationer, link til en kontaktformular – you get the picture.
  • At de hjælper læseren og giver værdi. En god CTA er på læserens banehalvdel. Hvad end du vil linke dem videre til andre relevante indlæg, score deres e-mail eller have dem til at ringe til dig, skal det være fordi, det giver læseren værdi. Jo mere værdi, der er i din CTA, jo flere fisk får du på krogen. Så sørg for, at gevinsten for læseren er tydelig.

De 5 vigtigste pointer, du skal tage med fra det her blogindlæg

Vi er nu efterhånden ved vejs ende.

  • Du har lært, hvordan du skal skrive i et naturligt sprog.
  • Du ved, hvordan du finder emner, som du ved, folk interesserer sig for.
  • Du ved, hvordan du strukturerer dit indlæg fra start og sætter dit blogindlæg-layout lækkert op.
  • Du ved, hvordan du skriver dit indlæg uden at gå i stå.
  • Du ved, hvordan du inviterer Google med til festen og får besøgende til dit indlæg.
  • Du ved, hvordan du får læseren til at udføre en handling, når de har læst dit indlæg.

Så er der ikke andet for end at gå i krig.

Ligesom med alt andet bliver det nemmere, jo mere du øver dig. Så lad dig ikke slå ud af, at det kan være svært i starten. Så snart du har skrevet nogle stykker og sporet dig ind på din stil, bliver det straks meget nemmere.

Rigtig god arbejdslyst!

Har du brug for mere inspiration, så har jeg samlet fire af vores tidligere blogindlæg, som du med garanti også vil elske. Gå ombord i blogindlæg-eksemplerne her:

  1. 5 tips, der gør din kommunikation skarpere end din farfars barberblade
  2. Storytelling – sådan gør du: tjen penge, underhold og påvirk (og 8 eksempler til inspiration)
  3. Sådan kommer du i gang med inbound marketing
  4. Fem grunde til at bruge interaktive tools på din hjemmeside (inkl. eksempler)

Vil du lære mere om content marketing?

Gør som mere end 2.000 andre marketers og tilmeld dig vores nyhedsbrev. Hver uge gør vi vores bedste for bare at gøre dig en smule klogere på content marketing.

Fedt! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.
Hovsa. Der gik noget galt. Prøv lige at tjekke din e-mail en ekstra gang.
Få styr på jeres kernefortælling

Vil du lære, hvordan selv laver content markedsføring?

Heldigt for dig. Jævnligt prøver vi at tømme vores hjerner og transformere tanker til håndgribelige whitepapers, der hjælper dig med at gøre det hele selv. Download det seneste her. Eller se alle de andre, vi har skrevet herunder.

Et portræt af Kristian Scharling, der smiler til kameraet.

Lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe jeres virksomhed.

Kristian Scharling
Founder
Navn
E-mail
Telefonnummer
Din besked
Send din besked

Din besked er nu sendt. Vi vender tilbage hurtigst muligt 👋🏼

Ups! Der gik noget galt under indsendelse af formularen.